Intelligent busprioritering i Hørsholm
Hørsholm Kommune har i samarbejde med SWARCO implementeret et nyt busprioriteringssystem, som prioriterer busserne og forlænger grøntiden for at minimere forsinkelser, og sikre at passagererne kommer hurtigere frem.
Hørsholm Kommune har optimeret signalanlæggene på Usserød Kongevej, som er kommunens mest trafikerede vej, især om eftermiddagen er der stor trængsel og risiko for kødannelser.
Forbedringer til buslinje 500s
Movia og Region Hovedstaden har startet et fælles projekt, hvor man ønskede at optimere fremkommeligheden for blandt andet buslinje 500S, som kører af netop Usserød Kongevej. Derfor valgte man at kontakte SWARCO omkring implementering af Smart Priority, som er et moderne busprioriteringssystem baseret på den nyeste teknologi.
Systemet implementeres i signalanlæggene, og ved hjælp af en GPS-kommunikationsenhed som er installeret i bussen, sendes GPS-positionen til et cloud-baseret centralt system som dernæst overfører en prioriteret anmodning til styreapparatet. Busprioriteringen kan både forlænge og afkorte grøntiden for busserne, så sandsynligheden for at busserne får grønt bliver større.
Positive resultater
På strækningen er systemet installeret i 10 kryds, som er fordelt på Usserød Kongevej og Rungstedvej – og indtil nu har Hørsholm Kommune oplevet positive resultater. ”Vi kan se, at Smart Priority prioriterer busserne og forlænger grøntiden, hvilket jo er en kæmpe gevinst for fremkommeligheden for busserne og for de passagerer, der således kommer hurtigere frem”, fortæller Louise Hvingtoft Hansen som er projektleder og vejingeniør hos Hørsholm Kommune, og supplerer: ”Det har været et nyt produkt på Sjælland og derfor har vi brugt lidt ekstra tid på at få det implementeret, og få busserne til at tale sammen med signalanlæggene, men det er lykkedes, og vi har haft et godt samarbejde med SWARCO for at komme i mål med projektet”.
Vil du gerne vide mere?
I takt med den stigende befolkningstilvækst og et øget antal af rejsende, er moderne og
effektive trafikløsninger afgørende for at sikre en høj mobilitet og mere bæredygtige byer.
At løfte den kollektive trafik, og gøre den mere attraktiv for byens borgere, er et vigtigt
parameter i forhold til at mindske trafiktrængsel og samtidig opnå en miljømæssig gevinst.